Andet

Din grænse

Arbejdsmiljørådets pressemeddelelse den 23. juni 2021

Seksuel chikane på arbejdspladsen er uacceptabelt – det er den klare besked til unge i Arbejdsmiljørådets kampagne ’Din grænse’.

Din arbejdsgiver har ansvar for at forebygge seksuel chikane. Hvis du er i tvivl om,
hvor grænsen går og hvem der kan hjælpe dig, så gå ind på dingrænse.dk

Med kampagnen ’Din grænse’ sætter Arbejdsmiljørådet fokus på, at seksuel chikane på arbejdspladsen er uacceptabelt, og at det er den unges grænse, der tæller. Kampagnen slår fast, at det er arbejdsgivers ansvar at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen, uanset om chikanen udøves af en kollega, chef eller kunde. De unge får også gode råd og vejledning om, hvem de kan henvende sig til, hvis de oplever seksuel chikane på arbejdspladsen.

En kollega kommer med en sjofel bemærkning, der måske var ment for sjov, men for den unge medarbejder opleves det som en uønsket og ubehagelig seksuel opmærksomhed, som er over grænsen. I situationer som denne kan det være svært for unge medarbejdere at vide, hvor grænsen går, og hvem de kan gå til for at få gjort noget ved problemet.

Undersøgelsen fra Arbejdsmiljø og Helbred (2018) fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at seksuel chikane på arbejdspladsen særligt ofte rettes mod unge. Det vil Arbejdsmiljørådet gerne hjælpe med til at forebygge, fortæller Arbejdsmiljørådets formand, Cristina Lage:
”Unge medarbejdere kan være i en særlig sårbar position i forhold til seksuel chikane, bl.a. pga. magtubalancen til øvrige kollegaer og manglende erfaring med arbejdsmarkedet og en kultur, som kan findes på nogle arbejdspladser. Her kan det være svært for de unge at sige fra. Vores formål med denne kampagne er at hjælpe de unge bedst muligt til en god start på arbejdslivet, og derfor er fokus på at klæde de unge på, så de kender deres rettigheder og handlemuligheder.”

Arbejdsmiljørådet slår med kampagnen ’Din grænse’ fast, at seksuel chikane på arbejdet aldrig er acceptabelt, og at det ikke er den enkelte unge, men arbejdsgiverens ansvar at forebygge og håndtere den slags situationer.

Alle på arbejdspladsen kan bidrage til en sund kultur. Kampagnen peger derfor også på, hvilke handlemuligheder de unge har, hvis de oplever seksuel chikane på arbejdspladsen.

Kampagnen har tre budskaber til unge:
• Seksuel chikane på arbejdet er aldrig acceptabelt
• Det er din arbejdsgivers ansvar at forebygge og håndtere seksuel chikane
• Tal med nogen, hvis du oplever seksuel chikane på arbejdet

Til at sprede budskabet får Arbejdsmiljørådet hjælp af model og influencer Cecilie Haugaard og YouTuber Rasmus Brohave, som sammen sætter fokus på seksuel chikane rettet mod unge medarbejdere. Cecilie og
Rasmus har til daglig kontakt til tusindvis af unge via deres sociale medier. Fra uge 25 vil de gå i dialog med deres unge følgere om, hvordan de unge oplever grænsen for seksuel chikane på en arbejdsplads. Følg med på deres Instagram profiler.

Kampagnen ’Din grænse’ er udviklet af Arbejdsmiljørådet. Man kan læse mere om kampagnen og dens budskaber på www.dingrænse.dk.

Om Arbejdsmiljørådet
Arbejdsmiljørådet er det forum, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere samarbejder om den fortsatte udvikling af et bedre arbejdsmiljø i Danmark.

Arbejdsmiljørådet har bl.a. til opgave at rådgive beskæftigelsesministeren om tiltag på arbejdsmiljøområdet.

Kontaktoplysninger
Amalie Ebler Blichfeld, Arbejdsmiljørådets sekretariat, T: 72 20 86 32 // E: aeb@amr.dk