Nyhedsbrev 1

 

December 2009

      

Støj i det grønne

Hjemmesiden www.stojidetgronne.dk omfatter håndførte og kørende maskiner, der anvendes indenfor skovbrug, anlægsgartnerområdet og på kirkegårde.
 
På hjemmesiden formidles støjeksemplerne således, at man samtidig kan høre lyden og se hvor højt støjniveauet er. Endvidere kan man beregne sin egen støjbelastning på en arbejdsdag og høre hvordan et støjbelastet øre hører. 
   
     

Solens stråler kan give læbekræft!

 

Mænd beskæftiget indenfor ”det grønne område” har større risiko for læbekræft end andre danske lønmodtagere. Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har udarbejdet for BAR Jord til Bord.


Den øgede risiko for læbekræft skyldes sandsynligvis det meget udendørs arbejde og derved udsættelse for solens stråler. Brug af læbepomade med solfaktor kan forhindre læbekræft.

 
Læbepomader kan fås ved henvendelse til Jordbrugets Arbejdsmiljøudvalg på telefon: 87 40 34 00
 

Og fakta-ark om kræft indenfor Gartneri og planteskole, Skovbrug, Landbrug og Anlægsgartneri kan downloades her.

 
 
   
     

Kæmpebjørneklo – arbejdsmiljø og sikkerhed 

 

Hvis du bekæmper kæmpebjørneklo, skal du undgå direkte kontakt med planten. Brug altid briller eller visir under arbejdet. Beskyt huden med tøj og brug lange gummihandsker og lange støvler.

Hvis du får saft på huden, skal du straks beskytte huden mod sollys og vaske den med vand og sæbe så hurtigt som muligt. Huden må ikke få dagslys i 48 timer. Får du saft i øjnene, skal du skylle dem, beskytte dem med solbriller og straks søge læge.

 

Bekæmpelse af kæmpebjørneklo fra en traktor med lukket førerhus beskytter dig bedst mod at få saft på huden. Brug også langskaftede redskaber, f.eks. et leblad på et langt skaft, der sikrer afstand til planterne. Vær opmærksom på, at der kan være saft på handskerne eller tøjet, og at du kan få det på huden, når du skifter tøj. Brug ikke buskrydder med snøre, da snøren får saften fra planterne til at sprøjte rundt.

 

Hedeselskabet har i samarbejde med Orbicon, HedeDanmark, Københavns Universitet og Plantedirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen udgivet en lille håndbog med anvisninger i, hvordan kæmpebjørneklo bekæmpes mest effektivt, sikrest og med mest hensyn til miljøet. Håndbogen kan downloades her.