Nyhedsbrev 22 - Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg |
5. november 2012 |
Birkum Ost kandiderer til europæisk pris Hvert 3,5 minut dør der en person i EU som følge af en arbejdsulykke eller en arbejdsrelateret sygdom. Selv om ansvaret for sikkerhed og sundhed primært påhviler ledelsen og organisationerne, opnås de bedste resultater altid ved aktivt at inddrage medarbejderne og deres repræsentanter.
Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen er godt for virksomhederne, for medarbejderne og for samfundet i det hele taget. Det er nemt at glemme, når der er deadlines eller produktionsmål, der skal nås. På sådanne tids-punkter er det vigtigere end nogensinde at være opmærksom på risiciene på arbejdspladsen. I det lys igangsatte Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur kampagnen om et sikker og sundt arbejdsmiljø for 2012-13 under overskriften ”Samarbejde om forebyggelse”.
Kampagnen tilskynder ført og fremmest lederne til at udvise lederskab, for så vidt angår arbejdsmiljøet ved at indgå i en reel dialog med deres medarbejdere og ved at følge de bedste tilgængelige forebyggelsesstrategier. For det andet tilskynder den medarbejderne og deres repræsentanter til at dele ideer og arbejde aktivt sammen med ledelsen for at forbedre arbejdsmiljøet for alle.
Et element i kampagnen er at uddele til en pris til en virksomhed i EU, som har gjort en særlig indsats på området.
|
||||
Birkum Ost kandiderer nu til den internationale pris efter indstilling fra MIA. Baggrunden herfor er, at Birkum Ost i 2010 i en fælles dialog og samarbejde igangsatte et projekt om adfærdsbaseret sikkerhed og tryghed med det formål at ændre holdning og adfærd i relation til egen og andres sikkerhed blandt ledere og medarbejdere, så usikker adfærd undgås og risiko for ulykker minimeres. Projektet har i den grad båret frugt. Der er således sket et markant fald i de anmeldelsespligtige ulykker (ulykker med 1 eller flere fraværsdage)
Det er nu mere end 494 dage siden, der sidst har været en anmeldelsespligtig arbejdsulykke. Ligeledes er sygefraværet faldet markant:
Sikkerhedsmæssig adfærd er blevet en naturlig og integreret del af det daglige fokus. Det er blevet ”lovligt” at kommentere kollegaernes måde at udføre arbejdsopgaverne på. Synlig ledelse praktiseres. Ansvaret er blevet tydeligt placeret i linjeledelsen. Tidligere kunne man opleve, at risici ikke blev påpeget, idet man ikke vidste, hvem der havde ansvaret. Ofte var opfattelsen, at det var Arbejdsmiljøorganisationens ansvar.
Også på en lang række andre områder har Birkum Ost investeret massivt i den sociale kapital, hvilket fører for vidt at komme nærmere ind på her. Arbejdstilsynets EU Taskforce har nu i regi af Det Nationale Netværk efter indstilling fra Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) kåret Birkum Ost som national vinder af den europæiske pris for god praksis inden for arbejdsmiljø for kategorien: Arbejdsplader med højest 100 medarbejdere. Birkum Ost vil nu repræsentere Danmark, når den europæiske pris uddeles i april 2013 i Bilbao. |
||||