Nyhedsbrev 38 - Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg

 

16. juni 2014

         
 

Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference - 2014

Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) har hermed fornøjelsen at udsende invitation til Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference 2014
 

Din adfærd – vores fremtid
 

torsdag den 27. november 2014 kl. 08.00- 16.30 på Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding.

Formålet med konferencen er at sætte fokus på:

  • Hvordan din adfærd og handlemønstre påvirker kollegerne og trivslen, og hvordan oplever andre dig?
  • Hvad er mobning? Hvordan starter og udvikler mobning sig typisk? Sammenhæng mellem mobning og fysisk og psykisk helbred. Årsager til og konsekvenser af mobning på arbejdspladsen. Problemets omfang?
  • Hvordan kan virksomhederne opdage, forebygge og effektivt stoppe mobning gennem bevidste handlemønstre og ved at tage dialogen herom?
  • Fokus på at ændre en negativ kultur og øge lederes kompetence til at forebygge og håndtere mobning
  • Ligeværdig kommunikation og omgangstone. Bliver du hørt, og hører du, hvad andre siger? Hvor nærværende er du i en dialog? Hvordan fremstår du troværdig – også når du bliver presset?

Undervejs vil der blive leveret indlæg fra såvel interne som eksterne oplægsholdere om, hvad der driver vores adfærd, så vi bedre kan påvirke måden, vi samarbejder, forholder os til forskelle og ændrer adfærd og normer på vores arbejdspladser. Hvad der fører til uacceptabel adfærd, og hvordan vi kan være med til at ændre adfærd. Forskningsbaseret viden om mobning, inspiration til hvordan vi forebygger og effektivt kommer mobning til livs og præsentation af et helt nyt værktøj til forebyggelse af mobning på arbejdspladsen.

Endvidere bliver der lejlighed til aktiv deltagerinddragelse med engagerede øvelser og ”øjenåbnere".

Det skal også fremhæves, at kåring af Årets Arbejdsmiljørepræsentant – 2014 finder sted under konferencen.

Dagen sluttes af med et indlæg af foredragsholder, skuespiller og entertainer Peter Mygind, der med udgangspunkt i dages tema og hans eget liv under overskriften ”Mobning og social ansvarlighed” sætter fokus på at styrke fællesskabet og tage ansvar for vores medmenneskers ve og vel.

Invitationen retter sig mod direktører, mejerichefer, ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter i mejeriindustrien.

Konferencen finansieres altovervejende af MIA-midler fra Arbejdsmiljørådet, og ligesom tidligere år opkræves et deltagergebyr. I år 775 kr. pr. deltager.

Se programmet her.

Tilmelding kan også foretages ved at udfylde tilmeldingsblanketten her. Husk at opgive titel, deltagernavne og driftsenhed. Hurtig tilmelding tilrådes. Sidste frist for bindende tilmelding er den 14. november 2014.

   
         
 

Nyt MIA-projekt: Mig – Dig – Os
 

Det er ikke alle opgaver, som arbejdsmiljøgruppen stilles over for at skulle iværksætte, der er lige populære. Derfor skal kendskabet og forståelsen for hinanden, og de persontyper, der er ansat i en afdeling, være med til at gøre det nemmere for arbejdsmiljøgruppen at opbygge en sund og sikker arbejdsmiljøkultur i afdelingen.

MIA har i den forbindelse entreret med Rene de Paoli, der de senere år har gennemført tema-dage i MIA- regi inden for bl.a. psykisk arbejdsmiljø og konflikthåndtering for arbejdsmiljøorganisationen. Rene de Paoli afdækker i nærmeste fremtid branchens behov og interesse for at give arbejdsmiljøgrupperne mulighed for at tilegne sig viden om forskellige persontyper med udgangspunkt i sig selv og hinanden.

Hvis opbakningen er til stede sigtes, der efter et pilotkursus i efteråret, der skal give arbejdsmiljøgruppen bedre kompetencer i forhold til det operationelle arbejdsmiljø (dem selv), så de bliver bedre til at formulere og kommunikere med de ansatte i deres afdeling uanset projekt eller opgavernes art og omfang.

Dét, at arbejdsmiljøgrupperne får kendskab til arbejdsmiljølovgivning, regler m.m. på den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, er én ting. Det at stå sammen og sælge budskaber som gruppe og ramme kollegaerne på deres ståsted, er og kan være en stor udfordring.

Sekretariatet vender tilbage med nyt om projektet efter sommerferien.