Nyhedsbrev 44 - Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg |
11. juni 2015 |
Mejeriindustriens arbejdsmiljøkonference - 2015 Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) har hermed fornøjelsen at udsende invitation til Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference 2015 Mening i forandringer onsdag den 25. november 2015 kl. 08.00- 16.15 på Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding. Formålet med konferencen er at sætte fokus på:
Alle arbejdspladser gennemgår forandringer. Det kan være i form af effektivisering, sammenlægning, omstrukturering, ændrede arbejdsgange, ny organisationsstruktur eller samarbejdsrelationer, indførelse af ny teknologi, systemer eller metoder. Forandringerne kan have mange forskellige årsager og formål og uanset, hvor stor eller lille forandringen kan være, så har den betydning for trivslen og kan være positiv til gunst for alle parter, men kan også sætte arbejdspladsen og det psykiske arbejdsmiljø under pres. Derfor er det vigtigt, at forandringen gennemføres og håndteres på en velovervejet og god måde. Undervejs vil der blive leveret indlæg om forskningsbaseret og praktisk tilgang til styring af involverende forandringsprocesser og praktiske virksomhedserfaringer om succesfulde forandringer. Konferencens form vil være oplæg med efterfølgende debat og plenumdrøftelser, hvor der vil blive sat fokus på en række nøgletemaer, som reflekterer konferencedeltagernes hverdag. Undervejs tillige summepauser, hvor deltagerne kort drøfter modeller og værktøjer i forhold til egne forandringsudfordringer. Det skal også fremhæves, at kåring af Årets Arbejdsmiljørepræsentant – 2015 finder sted under konferencen. Dagen sluttes af med et indlæg af den tidligere succesrige og mest vindende håndboldlandstræner for dame- og herrelandsholdet gennem tiden og nu sportschef i Dansk Håndbold Forbund Ulrik Wilbek under overskriften ” Vejen til succesfulde forandringer går gennem ejerskab og involvering”. Invitationen retter sig mod direktører, mejerichefer, ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter i mejeriindustrien. Se programmet her. Ligesom tidligere år opkræves et deltagergebyr på 775 kr. pr. deltager. Tilmelding kan også foretages ved at udfylde tilmeldingsblanketten her. Husk at opgive titel, deltagernavne og driftsenhed. Hurtig tilmelding tilrådes. Sidste frist for bindende tilmelding er fredag den 13. november 2015. |
||||
Kandider til prisen som Årets Arbejdsmiljørepræsentant 2015 Nu er tiden inde til indsendelse af kandidatforslag til den årlige konkurrence om prisen som Årets Arbejdsmiljørepræsentant i mejeribranchen. Formålet er at give et skulderklap til en arbejdsmiljørepræsentant, der har udvist en påskønnelsesværdig arbejdsmiljøindsats og demonstreret at være ildsjæl og rollemodel på arbejdsmiljøområdet. Læs mere her om kriterierne for at kandidere til prisen – 2015, tilmeldingsfrist, offentliggørelse af vinderen m.m. Tilmeldingsfristen udløber den 7. oktober 2015 og vinderen kåres på Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonferencen den 25. november 2015. |
||||
Ny underviser til den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse Som nævnt i sidste nyhedsbrev har den hidtidige underviser på MIA´s grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse Birger Holmeå Christiansen, Kold College pr. 1. april 2015 fået nyt job uden for Kold College. Ny underviser til den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse er arbejdsmiljøkonsulent Tove Andersen. Tove Andersen har beskæftiget sig med arbejdsmiljø i mere end 25 år og hendes baggrund omfatter ansættelser i Arbejdstilsynet, BST, daglig sikkerhedsleder på Carlsberg og er i dag ansat i Worklife. Indtil videre er Worklife leverandør af uddannelsen og med Dalum Landbrugsskole som leverandør af det praktiske i forhold til lokaler m.v. |
||||
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse af 1 dags varighed i ergonomi MIA skal anbefale, at alle, der har taget den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse på 22 timer, tilmelder sig den supplerende arbejdsmiljøuddannelse i ergonomi af en dags varighed. Opmærksomheden henledes på, at nyvalgte og nyudpegede medlemmer af AMO - inden for det første år efter gennemførelse af den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse - skal tilbydes to dages supplerende uddannelse, og at uddannelsen skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for de første 9 måneder efter, at de tre dages uddannelse er afsluttet. De to dage skal kunne være gennemført inden for de første 12 måneder af funktionsperioden. Her vil det være en god ide at anvende den ene dag til den supplerende uddannelse i ergonomi. Alle, der fremadrettet deltager i den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse, vil pr. automatik blive gjort opmærksom på, hvornår den næste supplerende arbejdsmiljøuddannelse i ergonomi afvikles og opfordres til at tilmelde sig. Uddannelsen lægger hovedvægten på lovgivningskrav og kun i beskedent omfang på praktiske øvelser. Læs mere om uddannelsen her. Tilmelding kan ske her |
||||
Nye ideer og behov efterlyses MIA skal opfordre arbejdsmiljøorganisationerne til at indsende forslag til sekretariatet, hvis man skulle have registreret behov for nye initiativer på arbejdsmiljøområdet. Det kan være værktøjer/redskaber etc. som MIA kunne udvikle til gavn for arbejdsmiljøet i mejeribranchen. |
||||