Nyhedsbrev 46 - Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg |
13. november 2015 |
Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference 2015 Interessen for at deltage i Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference Mening i forandringer der afvikles onsdag den 25. november 2015 kl. 08.00 – 16.15 på Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding, har igen i år været stor, idet der nu er tilmeldt mere end 450 deltagere. Der er her tæt på tilmeldingsfristen udløb endnu mulighed for, at de sidste kan tilmelde sig. |
||||
Ny repræsentation i Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg på en række pladser Forhandlingssekretær Vagn Henriksen, der har beklædt formandsposten i en årrække, er trådt ud af udvalget i forbindelse med, at han har overtaget opgaven som gruppeformand for 3F´s grønne gruppe. Der er udpeget et nyt formandskab i MIA. Ny formand er forhandlingssekretær Peter K. Holm, og ny næstformand er branchedirektør Nils Juhl Andreasen. Om den nye repræsentation i øvrigt se her |
||||
Nyt ergonomi-projekt på vej De ergonomiske belastninger er fortsat en stor udfordring for mejeribranchen, og derfor ønsker MIA at sætte et fornyet fokus herpå for herigennem at forebygge skader og nedslidning og sætte fokus på god ergonomisk praksis. Formålet er kort fortalt at give arbejdsmiljøgrupperne samt arbejdsmiljøorganisationen redskaber til at italesætte og eksemplificere den gode ergonomiske adfærd i forhold til udvalgte arbejdsprocesser. MIA har nedsat en arbejdsgruppe, der skal vurdere indkomne tilbud på løsning af opgaven og afgive indstilling til MIA. Projektet igangsættes inden udgangen af 2015 og forventes afsluttet senest oktober 2016. |
||||
Flotte evalueringer fra deltagerne i den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af 1 dags varighed i ergonomi Næste mulighed for at komme på den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af 1 dags varighed i ergonomi finder sted Torsdag den 14. januar 2016 på Gjesing Mejeri, Gl. Horsensvej 389, 8660 Skanderborg De deltagere, der har gennemgået uddannelsen, har givet meget flotte evalueringer af undervisningen. MIA skal meget anbefale, at alle, der har taget den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse på 22 timer, tilmelder sig den supplerende arbejdsmiljøuddannelse i ergonomi af 1 dags varighed. Opmærksomheden henledes på, at nyvalgte og nyudpegede medlemmer af AMO - inden for det første år efter gennemførelse af den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse - skal tilbydes to dages supplerende uddannelse, og at uddannelsen skal være tilbudt og kunne være påbegyndt inden for de første 9 måneder efter, at de tre dages uddannelse er afsluttet. De to dage skal kunne være gennemført inden for de første 12 måneder af funktionsperioden. Her vil det være en god ide at anvende den ene dag til den supplerende uddannelse i ergonomi. Alle, der fremadrettet deltager i den grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse, vil pr. automatik blive gjort opmærksom på, hvornår den næste supplerende arbejdsmiljøuddannelse i ergonomi afvikles og opfordres til at tilmelde sig. Uddannelsen lægger hovedvægten på lovgivningskrav og kun i beskedent omfang på praktiske øvelser. Læs mere om uddannelsen her. Tilmelding kan ske her |
||||
Strategiseminar MIA gennemfører 19. -20. januar 2016 et strategiseminar, hvor der skal ses på udfordringerne i branchen, drøftes formål, fastlægges mål og strategier for MIA´s fremadrettede arbejde på såvel kort som længere sigt. Input fra alle interessenter på mejeriområdet om hvilke opgaver og aktiviteter, der er vigtige at varetage i MIA, og som har særlig prioritet, er meget velkomne. Ideer hertil kan f.eks. skrives på det evalueringsskema, der omdeles på MIA´s arbejdsmiljøkonference. |
||||
Trafik Erhvervsprisen 2015 Rådet for Sikker Trafik har netop overrakt Trafik Erhvervsprisen 2015 til Arla. Prisen anerkender de virksomheder, der gør en særlig indsats for at sætte fokus på – og forbedre – trafiksikkerheden. Og det er netop, hvad Arla siden 2014 har gjort med projektet "Chauffør 2016". Projektet har haft til hensigt at forbedre trivsel, arbejdsmiljø og ambassadørrollen blandt Arlas chauffører og på at give dem mere overskud i hverdagen, hvilket i sidste ende skal resultere i en mere trafiksikker hverdag. Læs nærmere herom her |
||||
Birkum Ost nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2015 inden for Arbejdsulykker Birkum Ost har siden 2010 arbejdet målrettet på at reducere antallet af arbejdsulykker og skabe en sikker arbejdskultur. Indsatsen har haft to overordnede mål. Dels at opnå et sikkert og trygt arbejdsmiljø og undgå arbejdsulykker. Dels at skabe en sikkerhedskultur, hvor hver enkelt medarbejder har sikkerhed som første prioritet. Torsdag den 26. november 2015 uddeles prisen til 4 vindere inden for kategorierne arbejdsulykker, muskel-skeletpåvirkninger, psykisk arbejdsmiljø og samarbejde om arbejdsmiljø. Vi krydser i MIA fingre for, at Birkum Ost løber af med prisen. |
||||