Natarbejde

Natarbejde – nye anbefalinger

Ved OK 2023 blev det besluttet at indføre Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs (NFA) anbefalinger om natarbejde i vores overenskomster. 

Disse nye retningslinjer træder i kraft den 1. marts 2024 og har til formål at forbedre arbejdsmiljøet for vores natarbejdere.

NFA’s anbefalinger om natarbejde:

  • Højst tre nattevagter i træk
  • Højst 9 timer ad gangen
  • Mindst 11 timer mellem to vagter
  • Gravide normalt arbejder maksimalt 1 nattevagt om ugen for at mindske risiko for abort og andre graviditetskomplikationer.

Virksomheder, der har natarbejdere, skal derfor gennemføre følgende tiltag:

De lokale parter skal, eventuelt i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen, drøfte, om man lever op til NFA’s anbefalinger i de områder af virksomheden, hvor der udføres natarbejde. Drøftelsen skal:

  1. Gennemføres ved iværksættelse af natarbejde og derefter løbende en gang om året. 
  2. Dokumenteres ved udfyldelse af et af parterne udarbejdet skema som indeholder en gennemgang af anbefalingerne. 

Hvis de lokale parter, eventuelt i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen, vurderer, at NFA’s anbefalinger følges, anvendes almindelige regler i overenskomsten uændret, herunder reglerne om helbredskontrol.

Hvis de lokale parter, eventuelt i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen, vurderer, at NFA’s anbefalinger ikke følges, sættes følgende særlige aktiviteter i værk for medarbejdere, hvis normale arbejdstid om natten ikke er tilrettelagt i overensstemmelse med NFA’s anbefalinger:

a. Virksomheden skal tilbyde årlig helbredskontrol til natarbejderne 

  • Det er obligatorisk for natarbejderen at gennemføre helbredskontrollen hvert andet år.
  • For de natarbejdere, der er fyldt 50 år, anvendes en udvidet helbredskontrol*

b. Gennemførelse af en årlig særlig APV rettet mod natarbejde

  • Identifikation og kortlægning af risici ved natarbejde
  • Vurdering af risici ved natarbejde
  • Prioritering og udarbejdelse af handlingsplan
  • Opfølgning på handlingsplan

*Indhold og krav til den udvidet helbredskontrol er ikke fastlagt endnu.

Særligt om gravides natarbejde:

DIO II og 3F Transport er enige om fra den 1. marts 2024 at følge NFA’s anbefaling, så gravide medarbejdere maksimalt arbejder 1 nattevagt om ugen for at mindske risiko for abort og andre graviditetskomplikationer.
Det forudsætter, at Arbejdstilsynet indarbejder NFA’s anbefalinger om gravides natarbejde.

Herudover forudsætter parterne, at natarbejde ud over 1 nattevagt om ugen bliver omfattet af Barselslovens § 6, stk. 2, nr. 2, og at der således vil være adgang til refusion.

Hvis disse forudsætninger ikke er opfyldte, genoptages drøftelserne mellem parterne.

Gravides natarbejde
Når virksomheden er underrettet om eller på anden måde bliver bekendt med, at en medarbejder er gravid, skal virksomheden hurtigst muligt og senest 2 uger efter til en uges udgang omlægge medarbejderens arbejdstid eller overføre medarbejderen til andre arbejdsopgaver, så pågældende højst arbejder en nattevagt om ugen.

Hvis det ikke er muligt for arbejdsgiveren at omlægge arbejdstiden, så pågældende medarbejder højst arbejder 1 nattevagt om ugen, eller overføre medarbejderen til andre arbejdsopgaver, har medarbejderen ret til fravær for øvrige nattevagter ud over 1 om ugen med betaling som ved graviditetsorlov efter overenskomsten. Der er udelukkende tale om en betalingsregel, som gælder uanset medarbejderens anciennitet og uanset antallet af uger, medarbejderen har fravær for øvrige nattevagter ud over 1 om ugen.